
Jeg deltager i MadbloggerUdfordringen#8, og denne gang er det farver, der er omdrejningspunktet. Hver blogger har fået en farve, der skal bruges som primærfarve i en ret.
Jeg fik farven HVID – og med en have der står i fuld flor med tjørn-, kirsebær- og æbleblomster, gik tankerne hurtigt den vej…. noget med blomster.
Senere postede min lillebror de lækreste håndfangede kammuslinger på Instagram og vi brainstormede lidt på en ret med rimmede kammuslinger, hvide asparges, æggevinaigrette og høvlet hvid trøffel. Og den laver vi nok også en dag…!!
Men, i fredags, da solen skinnede og vi kogte på terrassen det meste af dagen, fik jeg lyst til verdens bedste sommersuppe, nemlig gaspacho. For når dagene er varme, er en kold suppe noget af det lækreste.
Nu har jeg jo fået farven hvid og ikke rød, så derfor lavede jeg en hvid gazpacho- en ret, der passer lidt bedre til bondegård og køkkenhave, end håndfangede kammuslinger – og en ret, vi helt sikkert kommer til at spise mange gange i løbet af sommeren.
Hvid Gazpacho
4 pers.
- 1/2 blomkål
- 3,5 dl koldt vand
- 1 skive hvidt daggammelt brød
- 50 g pinjekerner
- 1-2 fed hvidløg
- 2 spsk hvidvinseddike
- 2 forårsløg
- 100 g smuttede mandler
- 1/2 stor agurk
- 2 spsk olivenolie
- salt
Del blomkålen i små buketter og kog den i letsaltet vand i ca 8 min. Afkøl under koldt vand og lad buketterne dryppe af.
Skræl agurken og fjern kernerne med en ske.
Blomkål, koldt vand, brød, pinjekerner, hakket hvidløg, eddike, forårsløg, ca. 70 g mandler og agurk hældes i en blender og blendes indtil massen er jævn.
Hæld olien i og blend forsigtigt lidt mere. Tilsæt mere koldt vand, hvis supper en for tyk.
Smag til med salt og stil suppen i køleskabet i minimum en time – og evt natten over.
Rist resten af mandlerne på en pande og hak dem groft.
Jeg har pyntet suppen med fuglegræs, ramsløgblomster, de ristede, hakkede mandler og lidt finthakket agurk.
Server med iskold Solbærblade-saft
Velbekomme – og tak for udfordringen.
The post Hvid gazpacho på en varm forårsdag – Madbloggerudfordringen#8 appeared first on lindegaardsliv.